Om at være små-(be)kendt

Jeg har opdaget, at jeg har flere bekendte end jeg troede. Ene og alene fordi jeg jævnligt placerer mig foran en større forsamling og råber, mens vi alle sammen sveder.  Normalt er jeg en meget privat person, der ikke lukker folk ret tæt ind på livet af mig, med mindre de har underskrevet en hensigtserklæring på tro og love, men i de tilfælde, hvor det er mig, der er instruktøren, hænder det, at jeg glemmer min mute-knap (der alligevel ikke virker alt for godt). 

Hvor ofte har jeg ikke rødmet, når min mund er stukket af med mig...  Det er også bare fordi der er nogle bemærkninger, der ligger lige for, når man sidder der i lycra og spandex og sam-sveder mens man kigger på hende, der har lagt makeup inden hun vimser ind i spinninglokalet iført guld og plateauklip-klapper. 

Det er som om folk begynder at kende mig. Nogle så meget, at de kommer og taler med mig som om vi var gamle venner. Det er rigtigt hyggeligt og bestemt en del af instruktørrollen som falder under bonus-kategorien, for der er rigtigt mange søde og interessante mennesker. 

Lige op til jul var jeg lige ved at hilse overstrømmende på Marianne Eihilt, da jeg mødte hende foran boghandlen på Store Torv. Jeg nåede at stoppe vanten i munden inden jeg kom til at råbe 'glædelig jul og få nu en ordentlig frisure på Joachim' da jeg kom i tanke om at hun jo ikke kender mig som jeg kender hende. 

Nogle af de mennesker, der snakker med mig, ved jeg ikke noget som helst om og jeg har nogle gange svært ved at genkende dem, når de er iført  bomuld og jakke. Jeg hilser tit på vildtfremmede mennesker i byen bare for at være sikker...  Til gengæld er de enormt venlige at minde mig om det min mund er kommet til at sige uden at have fået lov.

For nogle måneder siden spillede det norske kvindelandshold (håndbold) i Århus og brugte vores fitnesscenter. Isabel Blanco er i uhyggeligt god form og jeg dedikerede en hel times tung belastning til hende (og lidt til de slatne danske håndboldspillere, der lignede en forsamling koner i sammenligning med nordmændene). Jeg får stadig små hemmelige blink fra en kvindelig deltager, der vist synes at billedet af en ung, blond, veltrænet håndboldspiller i dameomklædningen var ... inpirerende.  Og det var ikke helt meningen. Ikke på den måde, altså.

Et par gange har jeg fået bevis for, at envejsbekendtskabet til instruktøren får næring uden for spinningtimerne. 

Den ene gang tabte jeg mælet...  

Vi var godt igang med sidste halvdel af en spinning elite. Salen var godt varm, folk havde fundet trådet og mobiliseret de sidste kæmpekræfter. Instruktøren beordrer mere modstand på cyklen, hvorefter deltageren på forreste række, tættest på instruktøren, svarer med et håbefuldt  'yes, mistress' og kigger underdanigt lorent op på mig.  Jeg kan ikke huske om det var ugen efter at jeg havde givet ham en lodret ordre om at tørre den spytklat op, han havde serveret på gulvet. (Der blev sagt nu!) Men jeg kan huske, at jeg virkelig havde problemer med at finde ud af, hvordan jeg skulle reagere inde bag instruktørrollen... 

Heldigvis er det en af de sjældne bekendtskaber, dernede i vores fitnesscenter, hvor instruktøreren har strenge instrukser om at være tækkelige.