The party coaches

Coaches er den nye verdens frelsere, og hvis du spørger visse af de wannabe-coaches som vi her i bestyrelseslokalet kender til, så vil de mene at de særligt er damernes frelse. Udadtil vil de aldrig tilstå, at de bruger coachingværktøjerne til at lirke sig vej ind mellem de kvindelige kollegers ben, men skynde sig at dyppe snabelen i endnu en nasset mojito for at undgå emnet. 

Da coaching endnu ikke var hvermands eje og mojitos stadig var topsmarte, besluttede de to brothers in arms at lave en parodi på 'the wedding crashers' og påtage sig den forstående, indfølende og lyttende rolle ved hver eneste afdelingsfest. 

Snart så man dem sidde lænet ind over det ene pigebarn, langsomt nikkende (husk øjenkontakt, husk øjenkontakt), snart hørte man dem sige 'Hvad drømmer du om at gøre? hvad er vigtigst for dig? Hvordan vil du så komme derhen?', mens de ønskede sig, at det stakkels lam ville gå i fælden. Man kunne næsten se dem tænke 'step into my office', de gange lammet lukkede op, fattede tillid og snart udøste alle drømmene, mens de to teflondrenge fik svedige håndflader og begyndte at spænde i inderlårene og tænke på honoraret.

Nu hvor platuglerne har gjort forsøget raden rundt og slås om at falde over de nye ansatte, bliver parodien tydeligere og tydeligere. Der sidder de og forsøger at spille Don Coach overfor unge piger uden at tænke over, at de ligner onkel Finn til familiefest mere og mere, mens de lægger armen om stoleryggen og husker, aldrig at lukke noget spor af ægthed ud.  

Ikke et ondt ord om coaching. Jeg har mødt dygtige coaches (det var før finanskrisen) og her fra bestyrelsen skal er også udgå et halvt nik: Det var smart tænkt at konvertere coaching-tricks til score-tricks. Til gengæld ryster bestyrelsen også opgivende på hovedet over, at de ikke har klarhed nok til at se at de er SÅ afslørede.