Ved siden af mig stod der en somalisk kvinde med sine tre børn. Hun stod med en liter mælk og kunne ikke vælge om hun skulle købe en pose ris eller en melon, som børnene stod og kiggede langt efter. Den yngste havde også set sig varm på en pose popcorn, som han ikke vovede at løfte fri af hylden.
Der var ikke penge til både ris og melon, kunne jeg se, for hun stod og talte sine mønter i hånden igen og igen, som for at håbe at sammentællingen skulle falde mere heldigt ud, hvis hun bare talte efter en gang til.
Jeg havde utroligt meget lyst til at købe melon og popcorn til hende, men jeg vidste ikke, om jeg ville stille hende i forlegenhed. Havde jeg haft kontanter på mig, havde jeg givet hende en halvtredser, for jeg stod jo der med chipsposer i hånden og ville ikke tage skade af at undvære enten dem eller den kvarte grøntsagsafdeling for at hun kunne dele en melon med sine børn. For den sags skyld kunne jeg nok sagtens have undværet en halvtredser og stadig slæbt hele kurven med hjem, men jeg havde ingen kontanter...
Jeg vidste bare ikke helt, hvordan jeg kunne gøre det. Skulle jeg have købt melon og popcorn og givet hende det efter udgangskasserne?
3 kommentarer:
wow ja, det eneste man tænker i sådan en situation, er, hvordan får jeg lige den drejet rigtigt, så hun ikke føler at hun taber ansigt... Jeg synes, det er fantastisk at du overhovedet overvejede at hjælpe hende. Det tror jeg ikke, at der er så mange der ville have gjort. :)
Måske du skulle have købt det og så have bedt hende om at tage det, fordi det var en fejl at du købte det. I ville begge vide at det nok ikke var rigtigt, men hun havde ikke tabt ansigt. Jeg tror den med halvtredseren havde virket som almisser, og det ville hun garanteret heller ikke have taget imod...
Jaaa, man bliver klog af at sidde inde i det godt vejr og læse til eksamen i interkulturel kommunikation. :)
Hm. Godt spørgsmål, som jeg ikke vil forsøge at svare på.
Til gengæld kommer en anektode fra 10. klasse. Vi var i Ungarn, Budapest. En rigtig flok møgunger, var vi.
Havde en lokal guide, som viste os rundt de steder, vi nu skulle slæbes rundt og se - rigtige kooperativer osv. (kan ikke huske, om muren var faldet - men vi skulle have visa for at komme ind i landet)
På sidstedagen samlede vi alle de småpenge ind, vi ikke havde snoldret for og gav dem til hende guide-pigen. Hun gik totalt op i hulkende spåner. Det viste sig vist, at vi havde samlet ind, hvad der svarede til adskillige månedslønninger - og det var bare leftovers fra os par-og-tyve rollinger fra Vesten.
Lige der fik jeg i hvert fald en dårlig smag i munden.
Ahh ja.
Kan nærmest gentage din anekdote, Niels.
Året var '93, stedet var Skt. Petersbog og vi var tre gymnasieklasser, der havde hærget flere etager på et hotel. (og jeg mener hærget. Et smadret toilet og håndvask, til eksempel).
Jeg havde delt mine resterende rubler i to bunker - en med lidt forskellige sedler jeg ville have med hjem, og en med lidt "småpenge" til etagedamerne på hotellet.
Jeg kom til at bytte om på de to bunker, hvilket resulterede i tårevædede øjne på 5 etagedamer, der nu havde fået flere månedslønninger i drikkepenge.
Fy føj, hvor er man en blanding af følelser i det øjeblik.
Men for at svare på dit spørgsmål Lene.
Jeg var nok også endt med ikke at få gjort noget, men måske havde det virket, hvis du havde sørget for at være foran hende i køen, købt de to ting, ventet til de gik ud og givet hende dem i en pose for sig?
Send en kommentar