Mandejammer

Jeg har hostet hver nat i over to måneder og de fleste af dagene også. Jeg har haft hjernerystelse og været bange for at mit syn og min hukommelse for altid ville være beskadiget. Jeg har haft pollenallergi, så det rev i systemet, har astmaanfald på ladosblivegiftindenjegbliverkvalt-måden og hostet så højt at mine omgivelser er blevet bange for først deres egne trommehinder og dernæst mine lungers evne til at blive sammen. Og så har jeg lige haft influenza oveni. Alt sammen samtidigt.
Idag har jeg været til røntgenundersøgelse for at lægen ihvertfald kan udelukke et par af de rigtigt grimme diagnoser (håber jeg).

Nu er kæresten så blevet syg. Feber, røde øjne, hoste... influenzaværk.
På en eller anden måde har han det utroligt meget værre end jeg har haft det, selv med sådan en marginaldiagnose. Hans smerte og lidelse overgår LANGT alt andet og kan reducere selv en fødsel til at ligne et lille smut med en bordtennisbold. Der er suk og støn og helveds plage og selv det at række ud efter slikskålen er helt uoverkommeligt. Nød og elendighed. Smerte og klage. Ih og åh og bedende øjne. Vi er ikke sikre på, at vi får sommeren med.
Det er dog ikke så slemt, at han ikke kan høre ironien, når jeg siger det eneste, der plejer at hjælpe: 'Du er så tapper'.

En kollega mener at have læst en undersøgelse, hvor det tydeligt fremgår, at mænd bare bliver mere syge, når de bliver syge. Det gør mere ondt på dem. 

Åbenbart.