5 daglige bønner vendt mod Mokka

Dagen i kaffe:

• Kantinekopper på plastbakke sammen med forsmurte håndværkere, som man ikke kan spise, når man ikke skal have dimser i rad langs tandkødet. Det tydede ikke godt. Overvejede seriøst at sige nej tak i håb om at få mindet om TDC-kandekaffen til at gå væk. Fik hældt op alligevel. Drak to slurke. Den anden var kun for varmens skyld, for det var virkelig virkelig dårlig kaffe, der klædte mødet ekstremt dårligt.
  Firmakaffe. Bank-firma-kaffe, tilmed. Rare mennesker med firma-bliktingester på deres slips.
  

• Lang kaffeløs køretur hjem til hjemstavnen (Vent. Var det en pleonasme?). Med rystende hænder og blank koncentration fik jeg hældt godt med good old Nes i et kæmpe glas og hældt kogende vand på. Skide være med friskkværnet og ret temperatur. Nogle gange hjælper kun Nescafe i kogende vand og alt for store portioner.
  
  Langsomt kom menneskeligheden tilbage og sivede ud i fingerspidser og nerveender. Langsomt fordrev jeg de seneste dages tynde filterkaffe mens jeg tænkte på, hvem der nyder at drikke den slags ud over på dage, hvor natten har været søvnløs og man har gået kærlighedsløs og barfodet rundt i regnvejr. På grus.
  

• Endnu en monsterglas kaffe. Denne gang friskkværnet og stærk som bare panter for at skylle procurement manager-stemme ud af øret. Reboot. Andægtig tavshed.

• Efter timer med blikket rettet mod konturerne i en hvid væg og en forbandelse af vintertid og døgnmørke, sidder jeg nu med dagens næstsidste kop nærhed.
  Kan godt være at kaffe i de mængder ikke er sundt.
  Men det er nødvendigt på samme måde som man kan være nødt til at ryge en cigaret, når man har drukket så mange drinks, at mundhulen er dækket af noget der føles som bedøvende candyfloss.