Telefonen er fundet. Mandag overlevet.

Der var jo noget med en telefon, der gik væk.
Efter at have ringet til den på arbejdet og været hjemme for at lede - uden held - gik det med gru op for mig, hvor den måtte ligge og grine af mig.

Ser De, kære læser, det er en pinlig affære.

I går morges var ikke en god morgen. Det var mandag. Som regel er det noget af en kunst at komme ud af døren, fordi rutinerne skal følges og jeg skal huske både nøgler, telefon og dørlåsning og dobbelttjek og jeg skal komme efter mig.
Igår skete det så, at trangen til at skulle på toilettet i ilfart meldte sig, mens jeg stod med Mac og taske i den ene hånd, drikkedunk i munden og nøglerne i en lomme somewhere mens jeg bandede over de lyse støvlers død.

Der var ikke noget at gøre.

Taske ned. Mac på bordet i badeværelset. Drikkedunk sluppet fri af tænders greb. Frakke og trøje op og bukser ned, telefon i bladkurven og lettelsens suk. Katastrofealarm afblæst. Vejret kan trækkes frit og Mac, taske, drikkedunk fandt deres pladser igen, mens jeg kæmpede med nøgler og støvler og hund og kom ud af døren, mens jeg havde tankerne sammenbidt fikserede på de første varme kaffedampe.

Nede mellem Euroman og Bolig lå telefonen og grinede. Og holdt vejret, da jeg trampede rundt i de falske støvler og ledte efter den lidt senere på dagen.

Ikke mit stolteste øjeblik, da det gik op for mig, hvor den lå. Rødmen steg op i kinderne på mig og munden formede et lydløst oooohh.

Da jeg senere sad i spinningsalen og tabte min CD fra anlægget der er monteret i 4. sals højde og jeg så den falde i slowmotion mod metalpodiet, tænkte jeg at det lige var det, der manglede.
(Gik fint. Mirakuløst fik CD ikke så meget som en ridse og elitehold fik sin træning)

Jeg vågnede i morges. åbnede forsigtigt det ene øje for at tjekke at det var blevet til tirsdag og ikke en groundhog-mandag. Det var det, kunne jeg se, fordi jeg havde sovet med mine kontaktlinser i.