Jeg går ud fra, at ingen vil stille sig offentligt frem og sige at utroskab er sundt. Selv de forhold, der har aftaler om at leve 'åbent' og har lavet gensidigt accepterede aftaler, anser ikke brud på aftalerne for sunde, formentlig...
Så langt så godt, utroskab er usundt, mistillid er ødelæggende. Men hvornår er man utro?
Jeg hørte en gut udtale sig (i radioen, Gud bedre det) om at det ikke var utroskab at gå i seng med en anden, bare man ikke kyssede og huskede at beskytte sig. Lige efter ham, var der en, der mente at det først var utroskab når det blev opdaget.
Der er nogen, der synes, det er sundt at kæresten flirter til fester og 'samler appetit', nogle synes, at grænsen går lige før tøjet falder, nogle (mænd) synes, at deres kærester er utro, hvis de går for letpåklædt til fest.
For mig kommer det an på, hvilken 'aftale' eller kontrakt man har med hinanden, for det gælder om respekt og om at vise, at man er værdig til partnerens tillid.
Ude i periferien af vores bekendskabskreds er der et menneske, som helt tydeligt ikke tænker synderligt over det der med aftaler og kontrakter og respekt, så længe han får den opmærksomhed han vil have.
Det er lykkedes ham at have flere piger samtidig, med flyvende udskiftning. Flere med kortere spilletid, nogle har spillet flere turneringer. Gutten er ikke dum, for han virker overbevisende i sin manipulation og han er en klar undtagelse fra reglen om at mænd ikke kan multitaske.
Jeg er ikke overrasket, hvis pigerne har været sikre på, at de hver især har betydet noget helt specielt for ham, også selvom de ikke var hende, som han valgte at flytte og rejse sammen med. Jeg vil være meget overrasket, hvis hun kender omfanget af hans trup. Det er ikke de dumme piger, han i tidens løb har udset sig, men piger, der er lidt kamp i at vinde. Dem, der opbyder mest modstand og flest krav holder længst, så vidt jeg lige kan vurdere det. De begynder så småt at ane uråd, når folk med en smule overblik ser sig omkring for at finde kameraerne i loftet, overbeviste om, at det er endnu et ekstremt realityshow, der er ved at blive optaget i det centrale Århus.
Jeg vil til min død håbe, at jeg slipper for nogensinde at komme i den situation, hvor jeg går med en fornemmelse af, at der er noget, der ikke stemmer, at kæresten muligvis har lidt kolde fødder og så finder ud af at manden er råkold hele vejen igennem og at fundamentet for vores forhold er så pilråddent at byggetilladelsen aldrig skulle være givet.
Nu skrev jeg, at jeg aldrig ville kunne have et åbent forhold. Det skyldes den simple grund at jeg ikke vil dele. Jeg deler ikke de sorte vingummier og jeg deler ikke kæresten, basta.
Selvom jeg kan være på grænsen til at bide i skåneærmerne af irritation over ham til tider, så er jeg sikker på, at andre piger synes, at han er gudeskøn og helt igennem perfekt.
Jeg ved, på den anden side af de accellererende skræmmetanker at jeg kan være rolig, for jeg ved at han deler min opfattelse af utroskab og jeg har tillid til at han respekterer både den og mig.
Når han sover, hvisker jeg også ind i hans øre at alle andre kvinder er nogle øgler og han kender konsekvensen, hvis han skulle komme til at glemme det...
Efter mange brændte naller, både mine egne og andres (peger op på min anløbne glorie) er min grænse defineret som en regel om, ikke at gøre noget, som jeg ikke ville have gjort, hvis kæresten stod lige bag mig og kunne følge med.
Det virker upåklageligt.
Der er mange andre regler om ikke at kigge i telefoner, læse breve og spionere, men det er en snak om mistillid med et alvorligt rekyl, så den tager vi lige en anden gang.
